En virksomhedskultur med afstraffelse – Kun eksklusive straffe

Efter at have været fræk over for en vigtig klient under en forretningsrejse, får Ten en omgang smæk, da hun kommer tilbage til sit hotelværelse. Hun prøver at fortælle sin kollega Aria, at det umuligt kan være så slemt, hvis jeg bare bruger hånden til at give hende smæk, men bliver hurtigt informeret om, at det bliver meget værre, end hun havde forestillet sig (/håbet på). Hun er også skuffet over at opdage, at hun ikke får en fribillet for at være en fremragende medarbejder. Hvad i alverden har hun egentlig rodet sig ud i? Og hvorfor holdt hun ikke bare sin mund, da klienterne var vanskelige?

Jeg overraskede hende fra det andet værelse – hun troede, jeg ikke var i suitet, mens hun diskuterede sin skæbne med Aria – og greb hende i armen, førte hende ind i en privat del af vores suite, så Aria ikke behøver at se hende blive disciplineret. Jeg trækker hendes bukser ned og giver hende en ordentlig omgang smæk. Da hun lægger hånden bagud for at skærme sin røv, siger jeg til hende, at hun ikke må gøre det igen, ellers bliver jeg nødt til at give hende smæk på hånden. Da hun gør det igen, får jeg hende til at rejse sig, tager mit bælte af og giver hendes åbne hånd fem slag med mit bælte.

Efter straffen på hånden er det lige tilbage over mit knæ, så hun kan fortsætte med at få smæk. Derefter sender jeg hende hen til vinduet for at udføre en revideret version af Corner Time: hun vender ud mod omverdenen med bukserne trukket ned, synlig for golfspillere i nærheden. Så tager jeg Ten over knæet igen til endnu en omgang smæk, og denne gang begynder hun at græde, før det er forbi. Derefter tager jeg hende i mine arme og sørger for, at hun ved, at hendes straf var for hendes eget bedste, og at jeg har tilgivet hende.