Fængselsforstanderinde Giver Uartede Drenge Fælles Afstraffelse med Stok - Frøken Iceni

Tag dem ned! Slemme drenge får ris sammen af Fængselsforstanderinden, med klassisk ris, skældud, kropslig afstraffelse.

Carlton og Fletcher er blevet bragt ind på mit kontor lige efter deres anholdelse, de slæbte fødderne som om de ejede stedet. Vogterne havde slæbt dem hertil direkte fra ballade for at møde Miss Iceni, Fængselsforstanderinden med det frygtindgydende ry. Carlton, den opbrusende, er blevet snuppet for at starte en slagsmål. Han virker ret stolt af sig selv og sin evne til at slå til. Fletcher, den snu, har lange fingre. Hvis der er én ting Miss Iceni ikke kan udstå, så er det en tyv. Det viser en mangel på moral og kræver afstraffelse. Begge stod der som gentagelsestilfælde, øjne fulde af trods.

Jeg er Miss Iceni, Fængselsforstanderinden. Mit navn alletiders får voksne mænd til at rette sig op. Hvisken spreder sig gennem disse mure om mine strenge metoder. Jeg styrer dette sted med jernhånd, og jeg tåler ikke noget vrøvl fra nyankomne. I dag testede disse to mig med det samme. De grinede smørret, da jeg gav dem deres medfart. Carlton havde hagen højt, som om han var hævet over det hele. Fletcher klukkede lavmælt. Ikke et strejf af anger i nogen af ansigterne. Jeg ville snart lære dem en lektie, de ikke ville glemme i en fart.

I dette fængsel får nye indsatte ofte en smag af remmen som den første ting. Det er en tyk læderrem, der svinges hårdt for at banke frækheden ud af dem. Hjælper med at få dem til at falde til ro, før cellerne sluger dem. Men de her drenge havde brug for mere. Deres holdninger krævede ris. Tolv slag hver, lige på den bare hud. Ingen nåde for sådan en frækhed.

Hvad gjorde det værre for dem? De skulle tage imod det side om side. Bukser nede, udsat for hinandens blikke. Ydmygelse bygger karakter hurtigere end smerte alene. Jeg pegede på det gamle, læderindlagte skrivebord, arret efter års brug. “Du bøjer dig over, og du står der, vendt mod mig,” snappede jeg. De tøvede, blikke der pile rundt, men adlød til sidst. Bukser faldt til anklerne, bare bagdele præsenteret.

Jeg greb risen hårdt. Første slag landede på Carlton med et skarpt knald. En rød stribe blomstrede på hans hud. “Et, tak, Frøken,” mumlede han gennem sammenbidte tænder. Fletcher så på, ansigt der blegnede, da han indså at han ville være nødt til at se hele risningen i forventning om sin egen bagefter. Svisch, knald – risen bed dybt. Han gispede, “Et, tak, Frøken.” Vi fortsatte på den måde. Hvert sving byggede varme, rødmer steg i pæne rækker. Han vred sig, men jeg holdt fast. Ved det tolvte knækkede hans stemme på tællingerne. Jeg vil ikke have ulydighed og glatte holdninger i mit fængsel. Jeg vil respekteres.

Efter Carlton tog Fletcher sin tur bøjet over skrivebordet og led lige så meget, 12 pæne risestriber på tværs af hans bagdel. Endnu en slem dreng lært en smertefuld lektie.

Jeg fik dem til at stå derefter, bukser stadig nede, hænder på hovedet, foran mit skrivebord. Rummet lugtede af sved og poleret træ. Jeg forelæste dem om deres dårlige opførsel, øjne der låste sig fast på deres. Mange drenge kommer ind kæphøje, som disse to. Jeg har set dusinvis – arrogante tyve, slagsbroske med ild i øjnene. De knækker alle under mit opsyn. Tid i cellerne vil slide resten væk. Jeg bryder dem alle i sidste ende. De er her trods alt for at blive rettet og forbedret.

Endelig kaldte jeg på vogterne. “Tag dem med ned. Ned til blokkene.” De humpede ud, ydmygede for nu. Slemme drenge lærer på den hårde måde. Og Miss Iceni vinder altid i sidste ende.